Velkommen til Baagø
Baagø er en lille fantastisk ø med skøn natur, beliggende i Lillebælt, ca. en halv times sejlads fra Assens på Fyn.
Du kan gå øen rundt på 4 timer eller leje en cykel. Du kommer til at skulle gå i både sand og sten med et ujævnt terræn, så husk fornuftigt fodtøj.
Øen er oplagt til éndagstur, men hvis man elsker natur, ro og harmoni kan man let få flere dage til at gå på øen, hvor der er flere muligheder for overnatning. Du kan f.eks. ligge i telt på øens campingplads ved havnen eller leje dig ind på Naturskolen, der har små lejligheder til fire personer, ligesom skolen kan lejes til større grupper.
Øen er blandt andet kendt for sin fine badestrand nær havnen og de gode muligheder for strandfiskeri fra især den vestlige kyst. Der er en lille lystbådehavn ved færgelejet, med alle ønskelige faciliteter.
Det højeste punkt på øen er blot 8 meter over vandoverfladen, men på trods af det, har øen en flot udsigt ud over Lillebælt.
Baagø består af store engarealer med to store indsøer, der giver et rigt fugleliv, som kan høres over hele øen, især i yngletiden.