Baagø Havn
Baagøs havn er et ca. 90 m. langt og ca. 85 m. bredt bassin og færgeleje.
Indsejlingen har en dybde på 3 m. og selve havnen er mellem 3 – 2,5 m. dyb.
Hvis du skal i havn med din båd, er der en maks. for både på 25 m. i længden, 6 m. i bredden og en dybgang på 2,5 m.
Havnen er opdelt i to med færgelejet og lystbådehavn med 49 pælepladser. Der kan også fortøjes langskibs langs molen.
Sejlere betaler havnepenge i automat, som findes i Havnehuset.
Havnens faciliteter
På havnen finder du gode toilet- og badefaciliteter. Der er tilgængelig elektricitet og wi-fi, og du har mulighed for at foretage små indkøb i kiosken, og få gode råd til turen på Baagø.
Det er også ved havnen, du kan leje cykler til turen rundt på øen.
På havnen er en grillhytte, som kan benyttes af få eller mange, ligesom der er krabbevæddeløbsbane og stangtennis for børn og barnlige sjæle.
Badestrand
Ved havnen finder du Baagøs fine badestrand, hvor du som forælder med ro i sindet kan lade din børn pjaske i vandet, bygge kreative sandslotte og finde flotte sten.